Sådan lagrer du carbon i din jord med The Liquid Carbon Pathway
Forstå The Liquid Carbon Pathway – og hvordan du kan bruge den til at opbygge humus i din jord
Hvad er the Liquid Carbon Pathway?
The Liquid Carbon Pathway (LCP) er en biologisk proces, hvor planter omdanner CO2 fra atmosfæren til carbon i jorden. Planterne bruger noget af den CO2, de optager, til at udskille simple sukkerstoffer gennem deres rødder for at fodre mykorrhizasvampe. Ved at danne symbiose med mykorrhizasvampe hjælper svampene planterne med at få adgang til vand og næringsstoffer som fosfor, kvælstof og zink, som ellers ville være utilgængelige, i bytte for kulstof fra deres vært. Disse rodudskillelser omdannes derefter til stabile humusmolekyler af jordens mikroorganismer.
Rollen af The Liquid Carbon Pathway
I landbrugsjord er vi interesserede i at øge kulstofindholdet i jorden, fordi højere kulstofindhold medfører flere fordele som forbedret struktur, vandholdingsevne og næringsstoftilgængelighed. I landbrugssystemer arbejder vi normalt med at øge kulstofindholdet ved at inkorporere dødt organisk materiale i jorden, hvilket er kendt som “the decomposition pathway” (nedbrydningsvejen (DP)).
LCP og DP fungerer på fundamentalt forskellige måder, og disse forskelle er værd at overveje på grund af deres indvirkning på jordens sundhed og kulstofbinding.
Forskellene mellem LCP og DP
Nedbrydningsvejen (DP) er en aerob proces, der nedbryder organisk materiale, hvilket frigiver CO2. Denne vej tilføjer kulstofrig muld til jorden, men da nedbrydning er en aktiv proces, vil dette kulstof ikke blive i jorden, men i stedet langsomt forsvinde over tid. LCP er derimod en lav-ilt proces, hvor det mikrobielle liv i jorden omdanner rodudskillelser til humus, som er meget stabile forbindelser, der kan blive i jorden i mange år.
Begge processer danner nyt muldlag, men på ganske forskellige måder. DP tilføjer jordkulstof gennem nedbrydning af dødt organisk materiale på jordoverfladen, hvilket resulterer i, at kulstof kun tilføres det allerøverste jordlag. LCP kræver fotosyntese, hvilket muliggør udskillelse af sukkerarter fra planterødderne. Disse sukkerarter gennemgår derefter humificering, hvor de simple sukkerudskillelser samles til mere komplekse og stabile humusmolekyler. Humificeringen er en fire-trins proces, der kræver en række mikroorganismer inklusive mykorrhizasvampe, kvælstof-fikserende bakterier og fosfor-opløsende bakterier, som alle har brug for deres energi fra planterodudskillelser for at eksistere. Denne proces danner muldlag i meget større dybde end gennem DP.
LCP i landbrugsøkosystemer
LCP foregår kun i begrænset omfang i landbrugsjord på grund af de nuværende landbrugspraksisser. Jordforstyrrelser som pløjning og harvning ødelægger fysisk mykorrhizasvampenes hyfer. Desuden efterlades de fleste landbrugsjorde stadig sorte i store dele af året, men for at LCP kan forekomme, skal der være levende, grønne planter, der vokser i jorden.
De svampe, der findes i konventionelle landbrugsjord, er for det meste nedbrydere, hvilket betyder, at de får deres energi fra dødt organisk materiale som afgrøderester. Mykorrhizasvampe får derimod deres energii flydende form fra aktivt voksende planter. Dette betyder, at hvis der ikke er levende planter, der vokser i jorden, kan LCP ikke forekomme, og der dannes ingen humus.
Det er blevet anslået, at LCP opbygger jordkulstof 5-30 gange hurtigere end kulstof, der stammer fra nedbrydning af biomasse over jorden, så hvis vi som landmænd ønsker at øge kulstofindholdet i vores jorde, er det værd at overveje, hvordan vi kan øge LCP.
Dyrkning med Liquid Carbon Pathway
Hvis vi vil have fordelene fra LCP, er følgende værd at overveje:
- Undgå at pløje. Pløjefri dyrkning tillader mykorrhizasvampe at danne hyfer i jorden.
- Sørg for at have grønne planter på marken året rundt. Dyrk efterafgrøder (eller living mulch, mellemafgrøder osv.) der sørger for fotosyntese uden for hovedafgrødens sæson, hvilket driver LCP og genererer humus.